Skip to main content

Kan jeg bruge vejsalt mod ukrudt?

Er du kommet til at købe rigeligt med vejsalt? Måske mere end du kunne bruge over vinteren? Så er der heldigvis andre ting, du kan bruge vejsalt til. Vidste du for eksempel, at vejsalt godt kan have en effektiv virkning, når det kommer til at bekæmpe ukrudt? Læs med i artiklen her, og bliv klogere på, hvordan du kan bruge vejsalt som en del af din ukrudtsbekæmpelse.

Vejsalt mod ukrudt – hvordan virker det?

Det lyder måske lidt spøjst. Men det er ikke desto mindre sandt, at vejsalt kan få dit ukrudt til at forsvinde. Almindeligt køkkensalt kan for så vidt også bruges, hvis du er løbet tør for vejsalt.

Natriumklorid er et andet navn for salt. Og den kemiske forbindelse forklarer meget godt, hvordan salt går ind og virker på ukrudt (og andre planter). Natriumdelen trænger ned i jorden og gør sådan, at de planter i nærheden af, hvor du har smidt salt, ikke længere får sine vigtige næringsstoffer. Kloriddelen er endnu mere giftig, og den går ind og udtørrer plantecellerne og ødelægger planterne indefra. 

Salt er noget giftigt stads for dine planter, og du skal være opmærksom på, at det ikke kun er ukrudt, der vil dø. Smider du salt ved dit rosenbed, vil dine flotte roser med stor sandsynlighed også gå ud.

Hvordan skal du gå frem, hvis du vil bekæmpe ukrudt med vejsalt?

Det er i virkeligheden meget simpelt. Alt, du skal gøre, er at strø et solidt lag salt der, hvor du har en masse ukrudtsplanter, du gerne vil af med. Gør det gerne flere gange for at være sikker på, at det virker. Og for at give saltet mulighed for at arbejde sig ned gennem jorden og ind i ukrudtsplanterne. 

Smider du salt nær din hæk eller i dit græs, vil også hækken og græsset kunne lide under saltbehandlingen. Et godt sted at bruge salt som ukrudtsbekæmpelse vil eksempelvis være mellem dine fliser. Her vil du sikkert gerne af med det irriterende ukrudt, der har det med at stikke sit fæle hoved frem mellem fliserne, og her har du næppe andre planter, du gerne vil bibeholde.

Vær opmærksom og brug vejsalt med omhu

Som vi allerede har været inde på, vil salt også skade andre former for planter i din have. Det er altså ikke kun det sejlivede ukrudt, der vil gå ud, hvis du strør salt på jorden. Du skal derfor være meget opmærksom på, hvor du bruger vejsalt eller køkkensalt til at bekæmpe ukrudt med.

Husk også på, at et silende regnvejr kan sprede saltet til andre steder i din have. Så vær meget opmærksom – og anvend helst kun salt mod dit ukrudt på din terrasse eller andetsteds, hvor du gerne vil ukrudt mellem fliser til livs.

Derudover er salt ikke det mest miljøvenlige. Det vil gerne sive ned i grundvandet og forurene det. Der skal dog enormt store mængder af salt til, før vores grundvand bliver forurenet, men det er alligevel vigtigt at have in mente, at vi ikke strøer alt for meget om os med vejsalt.

Vil du gerne vide mere om saltning og snerydning?

Vi er ikke alene eksperter i snerydning hos Snevagten. Vi ved også alt om saltning og andre former for glatførebekæmpelse. Har du spørgsmål, kan du fange os på telefon 73 70 84 48. Og foretrækker du at sende os en mail, kan du gøre det på kundeservice@snevagten.dk